dsc_0722til-web-begiv
Nedstigning

Stevnsfortet – den kolde krig under jorden

Søndag d. 3. oktober 2010

Søndag d. 3. oktober 2010 stiger vi ned gennem kalkstensgrunden og ender i vandkanten ved Østersøen. Vi inviterer inden for i Stevnsfortets underjordiske fæstningsværk med dets 1,6 km gange, 18 meter nede i kalkstensgrunden. Vi rejser med to erfarne foredragsholdere som med forskelligt fokus har afsøgt undergrunden; kunstner og koldkrigskender Claus Carstensen og idéhistoriker og professor i arkitektur Carsten Thau.

Turen starter i bus fra København og på vejen til fortet vil Claus Carstensen fortælle om forholdet mellem koldkrig, undergrund og undergrundsbevægelser set i lyset af forskellen mellem de symbolske og reelle aktioner. Ved ankomsten vil vi få en guidet tur i fortets fascinerende undergrund og se og høre om stedets historie. Derefter vil Carsten Thau fortælle om virkelig og imaginær underjordisk arkitektur, mens vi sidder i en af fortets lange gange.

Bussen afgår fra Ingerslevgade v. DGI-byen i København søndag den 3. oktober 2010 kl. 14.00. Kig efter Amager Bus Service, og skilt i forruden; SUBTERRAMANIA. Arrangementet er gratis og alle er velkomne. Vi skal opholde os i den kolde undergrund, som ikke er for pilfingre, og sidde ned en times tid, så vi anbefaler ikke turen til småbørn.

Tilmelding er nødvendig og sker efter først-til-mølle-princippet, da pladserne i undergrunden og bussen er begrænset. Tilmeld dig på subterramania@gmail.com senest torsdag d. 30. september 2010.

Der er ikke mulighed for at købe mad og drikke på turen, men vi serverer noget varmt til at styrke sig på. Medbring selv ekstra proviant og varmt tøj. Der er 10 grader i undergrunden. Forventet hjemkomst til Ingerslevgade ca. kl. 20.

Efterårets første Subsalon var en udflugt til koldkrigsanlægget Stevnsfortet på en blæsende søndag i oktober. Selskabet udgjordes af en broget flok af undergrundsentusiaster, der havde taget imod tilbuddet om en guidet tur til den kolde krigs mentale og bogstavelige labyrintiske militæranlæg, dybt inde i Stevns klints hvide kridt.

Kunstneren Claus Carstensen greb straks mikrofonen i bussen og udlagde, gennem en sand tour de force af begivenheder, citater og personskildringer, konsekvenserne af den kolde krig. Carstensen tog udgangspunkt i forholdene i Tyskland, hvor periodens ‘wirtschaftswunder’ kendetegnedes ved tegnets tab af indhold, hvilket i 1960’erne medførte en reaktion – både i kunsten og i ungdomsbevægelserne – i form af et forsøg på at genskabe det konkrete. For nogle udmøntedes konkretionen i voldelige handlinger som f.eks. Rote Armee Fraktion i 1970’erne. En engageret fortælling, der efterlod tilhørende med åbne spørgsmål til situationen i dag.

På Stevnsfortet blev gruppen vist rundt af en vidende museumsinspektør, Thomas Tram Pedersen, der veloplagt svarede på kritiske spørgsmål til anlæggets funktion og handlemuligheder under den kolde krig.

Arkitekturteoretikeren Carsten Thau førte os rundt i historiens og myternes labyrinter ved et lysbilledforedrag i dybet under de lange ganges rå kridtlofter. Som en bonushistorie gav Carsten Thau i bussen hjemad en levende beretning fra 1960’ernes konkrete kunstretning, som indebar bogstavelig nedstigning i undergrunden med kiste og rør til både luft og sponseret suppe fra ‘Blå bånd’!

Kontoret for undergrundsanliggender takker alle for at medvirke til en oplevelsesrig dag!