ejbybro
Nedstigning

Ejbybrobunkeren v. Anders Bojen & Kristoffer Ørum

Weekenden d. 10.–11. december 2010

SUBTERRAMANIA bød i december 2010 på en undergrundsrejse til den myteomspundne underjordiske lokalitet Ejbybrobunkeren i Vestvolden ved Rødovre, som ikke tidligere har været åben for offentligheden.

Kontoret for undergrundsanliggender havde inviteret kunstnerduoen Anders Bojen & Kristoffer Ørum til at skabe en performance, som gik i dialog med Ejbybrobunkerens arkitektur og de mange fortællinger omkring bunkeren, der blev bygget i 1950’erne under Den Kolde Krig. Anders Bojen & Kristoffer Ørum arrangerede en guidet ‘omvisning’, som formidlede Ejbybrobunkerens dramatiske og til tider grufulde historier.

“Vil forsvarsministeren oplyse nærmere om funktionen og indretningen af bunkeren i Ejbybro?” spurgte Socialistisk Folkepartis folketingsmedlem Jens Thoft forsvarsminister Hans Engel (K) i 1988 i Folketinget. Svaret blev ikke afgivet mundtligt, men skriftligt, og er stadig ikke tilgængeligt for offentligheden.

Diverse kilder har siden hen afsløret brudstykker af Ejbybrobunkerens historie og funktion gennem mere end 40 år. Af de mange interessante oplysninger, der nu ser dagens lys, fremstår èn kritisk hændelse: I 1980 sprængte ukendte gerningsmænd sig vej ind i bunkeren og affotograferede hemmelige kommunikations-installationer og deres indhold. Hvad der præcist skete, og hvilke konsekvenser det fik for landets sikkerhed, vides ikke endnu. Gæsterne fik et unikt indblik i en sløret historie og oplevede undergrund, der ellers kun er for få indviede.